Trio Koppel/Thomsen/Rehling
Trioen bestående af Benjamin Koppel (saxofon), Henrik Dam Thomsen (cello) og Tine Rehling (harpe) havde sin debut ved Frederiksværk Musikfestival i 2009. Musikerne har kendt til hinanden gennem mange år og spillet sammen ved større sammenhænge bl.a. ved Herman D. Koppels 100 års mindekoncert i Diamanten oktober 2008 og senest ved Valby Summer Jazz, juli 2015.
Benjamin Koppel er jo et stort og anerkendt navn på den danske Jazz-scene. Men han spiller også gerne en sonate af Bach eller en Sicilienne af Fauré på smukkeste vis. Henrik Dam Thomsen, solocellist i DR symfoniorkester er én af vores mest talentfulde og anerkendte unge danske cellister. Han har fra sine tidlige studieår også haft interesse for improvisation og andre genrer end den klassiske. I flere år spillede han i crossover bandet Mad Cows sammen med Benjamin Koppel. Tine Rehling, anerkendt som én af de fineste harpesolister i Skandinavien, har i løbet af de sidste 10 år gennem sit samarbejde med musikere som Mikkel Nordsø (guitar) og Thomas Clausen (klaver) ligeledes vist, at der med hende og harpen findes nye, udfordrende og givende muligheder i det musikalske univers.
For alle 3 musikere er det gældende at de gerne bryder med de gængse grænser i musikens verden. Musikerne i denne trio følger deres hjerte – for dem er det alt afgørende, at musiken er god, og på den baggrund er trioen opstået!
Ved en koncert med Koppel, Thomsen og Rehling vil man kunne høre musik af både Anders og Benjamin Koppel med dertilhørende improvisationer. Derudover vil der være mere klassiske værker af både G. Fauré, M. Ravel og A. Piazzolla. Alt arrangeret for trioen. Musiken vil ofte være kædet samen af improvisationer mellem numrene.